Darcy

Vi glemmer dig aldrig ❤️
Du kom ind i vores liv fyldt af glæde, og vi gik sammen gennem 15 år, hvor du gav os al din kærlighed, og vi elskede dig hver eneste dag.

Talen til Darcys, skrevet af far:
小さな命
Darcy lå på sofaen for lidt siden og kiggede på mig som sædvanlig...

Om morgenen tog vi alle ned til stranden, som Darcy elsker. Han undersøgte omhyggeligt de mange dufte én efter én, helt op til spidserne af de mindste grene. Han sørgede for at markere, hvor han vil sætte sit præg. Og han indåndede den friske havluft og løb rundt som en lille hvalp. Der var mange gange, hvor jeg følte at vi havde begået en stor fejl ved at beslutte denne dag, men i dag kom stadig til os.

Jeg omfavnede dig som for at redde din krop, der var ved at kollapse. Jeg kunne mærke din styrke gradvist glide væk i mine arme, og jeg omfavnede dig endnu strammere. Lidt efter lidt sænkes din vejrtrækning.
Jeg kan ikke holde op med at græde…
"Jeg har begået en stor fejl, der er utilgivelig."

I de sidste to år har der været dage, hvor du ikke har været i stand til at gå din yndlingstur uden at bruge smertestillende medicin. Smertestillende medicin var ikke godt for din mave og forårsagede blod i din afføring. Siden januar sidste år har du med en anden medicin kunnet gå en tur som før, og jeg var meget glad for at se dig så livlig som før.
Men langsomt blev dine ører dårligere at fik svære svære at høre, og dine øjne blev grålige og fik svært at se. I efteråret glemte du din yndlingsleg, hvor vi to løb rundt efter at have kigger på hinanden som en cowboyduel. Alligevel hyggede dig med at kaste rundt med dit yndlingslegetøj. Men du glemte hurtigt at hvad du lige var i gang, og begyndte oftere og oftere at stirre tomt i luften. Daglig smertestillende medicin blev uundværlig.
Om aften vil du fortælle os noget med en trist stemme, men vi kunne ikke forstå hvad det var og vi vidste ikke hvad vi skulle gøre.
Du har klaret dig rigtig godt selvom du allerede har haft ondt i ryggen og hoften, siden du var omkring tre år gammel.

For 15 år siden den dag vi hentede dig, var du bare otte uger gammel og du var virkelig lille. På vej hjemme lavede du triste lyde i bilen hele vejen, og jeg begyndte også at blive ked af det.

Kan du huske den dag, du tog ned på stranden første gang? Du snusede rundt med næsen fuld af sand, gravede store huller i stranden og du var ligeglad med at din fin hvide pels blev fuld af sand. Du legede med alle dine kræfter, du havde det så sjovt. Og fra det øjeblik blev stranden dit yndlingssted.

Du elskede også snedækkede dage. Mon ikke lugten bliver stærkere i sneen? Selvom det er koldt, blev du ved med at stikke snuden i sneen og snuse.
Du hoppede rundt i den dybe sne som om du var en kanin. Du hoppede rundt indtil sneboldene dannede sig og klistrede fast på dine ben og krop som en Michelin-mand, og kunne ikke bevæge dig mere. Jeg var chokeret over at se dig med så meget sneboldene på sig.

Du kunne egentlig bedst lide at være tæt på hjemmet, men vi tog altid forskellige steder hen sammen i sommerferien.
Kan du huske den varme sommer i Sydfrankrig? Du blev træt efter at have gået så meget, og du kom tilbage til campingpladsen i mine arme?
Sommerferien var så lang, at du lige var begyndt at tro at du aldrig ville komme hjem igen. Og da du endelig var på vej hjem, kiggede du ud af bilruden og optagede at du var tæt på hjemmet, og hyldede du af glæde.
Du var virkelig kær.

Du hadede dyrlægen, fordi han ville give dig indsprøjtninger og gøre andre smertefulde ting.
Da undersøgelsen var slut, løb du straks udenfor, men da du opdagede, at din mor stadig var derinde, gik du modigt tilbage for at redde hende.
Jeg var virkelig imponeret over dit mod og medfølelse.

På fridage kunne jeg godt lide at tilbringe morgentimerne sammen ved vinduet og kigge ud over haven. Du glædede dig også til den stund.

Du var god til at børste tænder, og når jeg sad på badegulvet, kravlede du op på mit skød og lavede et sødt ansigt der sagde: "Børst mine tænder.” Som om det er hele
normal at hunden børster tænder hver aften.

Når jeg kom hjem, kiggede du lidt ned og hilste mig med et smil med dine tænder. Siden du mistede hørelsen, lagde du ikke mærke til at jeg var kommet hjem. Da jeg kom hjemme, og forsigtigt nærmede mig sofaen hvor du sov. Og da du fandt ud af at jeg var hjemme, lavede du et blik der sagde ``Hvornår kom du hjemme?'' og rejste du dig straks op og hilste på mig.

Du var så meget hurtigere end mig til at løbe, selv om du var så lille. Du løb som en bold rundt på græsplænen. Jeg elskede at se dig løbe, fordi du virkelig nød det.
Når nogen kørte væk hjemmefra, løb du efter dem. Som om du kunne indhente bilen, hvis du løb hurtigt nok.
Du hadede at sige farvel.
Men, nu er det os der skal sige farvel til dig, uanset hvor hurtigt vi løber, uanset hvad vi gør, er det det sidste farvel.

Der er ikke et sted tilbage heromkring, hvor vi ikke har været sammen. Uanset hvor jeg går, har jeg minder om dig.
Sofaen, sengen, maden, huset, haven, bilen, campingvognen, cyklen, ferien, forår, sommer, efterår, vinter, jul, hver time på dagen alt er fuld af minder om dig...

Når jeg stod i køkkenet, kiggede du altid på mig fra stuen med dine store øjne, og jeg er så ked af at du ikke er her. Når jeg følte mig lidt trist, selv tanken om dig varmede mit hjerte.
Men hver dag fra nu af er uden dig...
Jeg er så ked af det lige nu og jeg kan ikke gøre noget ved det. Men jeg har så mange gode minder som du gav mig, og en dag vil tiden helbrede denne sorg, og de mange minder om dig varme mit hjerte og vil styrke mig lige som da du var her.

Jeg ved godt at der er mange hunde i verden, men Darcy er kun dig. Du var nuttet og kær lille væsen, nogen gange var du bange for lille ting, men du elskede din familie så meget, når du skulle beskytte din familie var du virkelig modige.
Du var vores lille skat…

Tak, lille Darcy.
Uanset hvor mange gange jeg siger disse ord, er det ikke nok…